Jeg underviser på det to semestre lange basisforløb på Århus kunstakademis billedkunstuddannelse. På basisuddannelsen introduceres gennem mindre projektforløb en lang række elementer og discipliner i billedkunstfaget: Klassiske discipliner som croquistegning og modellering, tegning i bred forstand hvor en række forskellige redskaber og metoder kommer i brug. Endvidere arbejdes med formen i skulpturelle og installatoriske forløb. Både i forhold til den abstrakte form som i forhold til det sete, det at modellere det man ser. Der er intensive forløb med farvelære, video og photoshop. Desuden er der en teoretisk del med kunsthistorie og billedforståelse. 

Basis uddannelsen har til formål at bibringe de studerende et sprog og viden omkring de mange facetter i det at have en kunstnerisk eller skabende praksis. De vil derfor efter basisuddannelsen stå rustede til at fortsætte på Århus kunstakademis fagskole, eller søge videre på andre kunstneriske og kreative uddannelser men også  arkitekt og designskoler. 

Billederne her viser et bredt udsnit af eksempler og situationer fra de senere års basisforløb. Uddannelsen er bygget op så det første semester generelt har flere og kortere projektforløb hvor der lægges op til at forskellige emner og discipliner introduceres og behandles. I andet semester bliver arbejdet stadig mere selvstændigt og projekterne bliver mere udfordrende. Den studerende får mulighed for at sætte de færdigheder i spil som man har fået introduceret i de tidligere forløb. Eksempelvis kan et skulpturelt udtryk også involvere video og arbejder på fladen, måske photoshop.

De studerende tager afsæt i meget forskellig baggrund og alder, og de har derfor meget forskellig forudsætninger for arbejdet på skolen. Dette er en fantastisk ressource som afspejler sig i værkerne. Særligt i andet semester vil projekterne naturligt antage en mere individuel karakter. Her er det den enkeltes valg af materiale og udtryk der udvikles i mange forskellige retninger mod slutningen af basisforløbet.



Link til basisuddannelsen: http://aaka.dk/uddannelsen/basisuddannelsen/